• ···

At ønske sig en familie – men ikke have den

Så i Go aften Danmark i går?

Jeg fik zappet forbi og blev opslugt af et interview med Andrea Rudolf og Jes Dorf Petersen.

Jeg hørte det ikke fra starten, men det handlede om Andreas karriere og hendes liv. De talte om hun var gennem en hård periode da hun var i 30 erne’ med sin virksomhed hvor hun virkelig knoklede, alt i mens hun blev skilt og den største drøm og mål i hendes liv faktisk var at have en stor familie med mange børn – det svære var at hun ikke var en del af en familie, men alene med sin datter.

 

Lige præcis den formulering ramte mig fuldkommen. Det er jo præcis sådan jeg har det – ønsket om ” At være en familie og alligevel ikke være det ”. Blev følelsesmæssigt ramt og et øjeblik efter ringede min mor, hun havde set programmet og havde tænkt så meget på mig da hun hørte Andrea sætte ord på.

img_7087

Det er ikke sådan at jeg vælder rundt i afsavn til hverdag, men helt ærlig … ville jeg gerne ligge mig til at sove hver nat med en jeg elsker ? JA. Ville jeg gerne have en at dele hverdagen med ? JA …og ikke kun den sjove tid i weekenden og ferierne ? JA.

Selv om jeg føler mig enormt glad og lever et utroligt priviligeret liv hvor RIGTIG mange ting lykkes for mig, så mangler jeg forsat familien. Kernen, den basale tryghed, der hvor jeg hører hjemme – ligemeget hvad. Mine veninder siger ofte ” du har jo børnene, dine forældre og os – vi elsker dig alle sammen” og KORS hvor er jeg taknemmelig for det. Det giver enorm livskvalitet.

 

MEN når det er sagt, har jeg det stadig som Andrea havde det i sine 30’ere. At ønske sig en familie, man ikke har.

 

Nogen der genkender dette ?

 

I øvrigt hyggede vi os for vildt for tid siden med Andres kreative sæt Rudolph -made by me ” Lip Balm Kit” hvor vi producerede vores egne læbepomader. De er blev gode og processen enormt hyggeligt. Det fik jeg lige lyst til at fortælle i samme moment 🙂

img_6678img_6676img_6673

 

Maise

img_6941

To år efter skilsmissen

Lige straks er der gået to år siden børnene og jeg flyttede ind i vores ” pigehus”, vores lille 3 kløverhjem som vi alle elsker umådelig højt.

fil-10-10-2016-17-35-35

Her stuen fra i går aftes.

Når jeg sidder og reflekterer over de to år, er der godt nok sket mange ting. Sådan en skilsmisse sender en’ igennem situationer, jeg ihvertfald ikke havde kunne tænke mig til, før jeg stod midt i det.

Læste den anden aften en artikel Sara Zobel havde lavet til BT, den omhandlede netop hvor rå og barsk en skilsmisse kan være. Synes jeg genkendte alt hvad hun udtalte, og er meget enig i at sådan en livs omvæltning tager tid, længere tid end man skulle tro.

Mange magasiner og bøger påpeger at det ca. tager 2 år at ramme en balance, og finde den ro til at vænne  sig til et  nyt liv, med alt hvad det indebære. Nervøst kigger man på sine børn og tænker i sit stille sind ” Bare de ikke får det svært i deres eget kærlighedsliv, bare de nu selv vil indgå i dybe og trygge relationer når de bliver voksne”.

Overraskede mange børn kommer jo godt over en skilsmisse, men der kan reelt set være tale om   “overfladetilpashed“, hvor børnene udadtil fungere godt i børnhaven/skolen, socialt og er glade. Man må som  forældre være enormt tæt på barnet for at få indblik i hvor dyb sorg  de mulighvis bære rundt på ?!

Fejlagtigt tror mange af os, at jo yngre børnene er når er når bruddet sker, jo nemmere kommer de igennem det. Dog viser de seneste amerikanske  undersøgelser ( hvis man tror på dem), at det faktisk er meget svære at være lille og opleve dette brud i livet, fordi man som lille ikke kan formulere sig igennem sine følelser, som større børn kan og derved opnå hjælp og støtte.

Jeg vil egenlig blot skrive at skilsmisse er en langsommelig proces, og det passer meget godt på statistikken at det tager et par år og bakse sig igennem det værste.

Jeg står et godt sted lige nu og det værdsætter jeg – trods vejen har været svær og yderst krævende.

Pas godt på hinanden derude – Et’ liv !

 

Maise